Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Kort nyt fra bestyrelsen

Kort nyt fra skolebestyrelsen, november 2024

Skolebestyrelsen har gang i mange aktiviteter, og flere af dem løber i parallelle spor. Vi ser ind i et travlt år med flere nye forandringer, som kommer til os fra det politiske system, og andre forandringer er undervejs baseret på vores daglige dialog med de andre forældre, vi møder i hverdagen. Er der noget, som du gerne vil have fokus på, så er du altid velkommen til at skrive til os eller tage fat i en af os ved lejlighed. Man kan altid skrive til vores formand på: 

Skolebestyrelsen har gang i mange aktiviteter, og flere af dem løber i parallelle spor. Vi ser ind i et travlt år med flere nye forandringer, som kommer til os fra det politiske system, og andre forandringer er undervejs baseret på vores daglige dialog med de andre forældre, vi møder i hverdagen. Er der noget, som du gerne vil have fokus på, så er du altid velkommen til at skrive til os eller tage fat i en af os ved lejlighed. Man kan altid skrive til vores formand på: noah@torpsmith.net

Skolebestyrelsen har gang i mange aktiviteter, og flere af dem løber i parallelle spor. Vi ser ind i et travlt år med flere nye forandringer, som kommer til os fra det politiske system, og andre forandringer er undervejs baseret på vores daglige dialog med de andre forældre, vi møder i hverdagen. Er der noget, som du gerne vil have fokus på, så er du altid velkommen til at skrive til os eller tage fat i en af os ved lejlighed. Man kan altid skrive til vores formand på: 

På november-mødet diskuterede vi b.la.:

Elevrådets møde på Ungdomsøen
Elevrådet deltager i temadrøftelser om præstationskultur sammen med andre skoler på Ungdomsøen. Præstationskultur er noget, der især kan udvikle sig problematisk i forbindelse med de øgede test-krav, som vi ser i disse år. En sund præstationskultur vil være afgørende for trivsel og faglighed fremover. Skolebestyrelsen ser frem til resultaterne fra disse temadrøftelser.

Derudover forbereder vi os på en overgangsperiode, da de nuværende elevrepræsentanter i skolebestyrelsen snart afslutter deres skolegang på Husum skole, hvorfor der skal findes nye, som vil deltage i at videreudvikle Husum Skole.

Erfaringer med mobilsund skole
Efter en længere tilløbsperiode, diskussioner på forældremøder og i skolebestyrelsens arbejdsgruppe er forsøgsperioden med mobilsund skole nu i gang og har kørt i et par uger. Den første feedback er positiv, da flere elever oplever et øget socialt samvær i frikvartererne. Dette glæder skolebestyrelsen meget, da netop dette ses som utroligt vigtigt for børnenes udvikling og trivsel. Skolebestyrelsen vil benytte lejligheden til at oplyse om de nye mobilregler.

Ingen mobil på skolen – telefonen kan afleveres om morgenen og udleveres efter skoletid.

Skolebestyrelsen opfordrer forældre til at støtte op om mobilreglerne.

Trafiksituationen omkring skolen
Som alle nok ved, er der meget trafikalt rod om morgenen omkring skolen. Lokaludvalget og kommunen er i gang med at drøfte forskellige løsningsforslag. Lokaludvalgets David Kristensen deltog i mødet for at drøfte de trafikudspil omkring skolen, som er i spil sammen med skolebestyrelsen.

Skolebestyrelsen foreslår udvidet ensretning og tidsbegrænsede indkørselsforbud og fortsætter dialogen med Teknik- og Miljøforvaltningen.

Forældresamarbejde på skolen
En arbejdsgruppe arbejder på at forbedre forældresamarbejdet ved at udarbejde et forventningsdokument til nye familier. Skolebestyrelsen planlægger at mødes med forældrerådet og kontaktforældre i december.

Nye beslutninger på folkeskoleområdet
Store beslutninger på folkeskoleområdet forventes at påvirke skolen det kommende år. Mange detaljer er endnu uafklarede, men spændende forandringer er på vej. Implementeringen af, hvordan man gør det på Husum Skole, er et arbejde, hvor bl.a. skolebestyrelsen forventer at deltage meget.

Mvh

Husum Skoles Bestyrelse

Kort nyt fra skolebestyrelsen, oktober 2024

Bedre pauser

Elevrådet præsenterede deres spændende arbejde med at forbedre pauserne. Eleverne har udviklet mange idéer, som øget adgang til idrætssalen, sunde snackautomater, brætspilsområder, tydeligere optegning af spilområder, overdækkede udeområder, moon cars, trampoliner og stillezoner. Idéerne er rige, og arbejdet fortsætter i tæt samarbejde med skoleledelsen.

Høj trivsel i trivselsmålingen på KKFO´en

Skoleledelsen kan med glæde dele positive resultater fra årets trivselsmåling på KKFO´en. Eleverne rapporterer om god personlig trivsel, stærke venskaber og føler, at de altid har voksne at støtte sig til, hvis der opstår udfordringer. Det er dejligt at se, at vores skole endnu en gang klarer sig så positivt!

Mobilsund skole efter efterårsferien

Vi er meget begejstrede for at kunne meddele, at Husum Skole bliver helt mobilfri efter efterårsferien! Det gælder nu også for 7.-9. klasse, hvor eleverne ikke længere vil få adgang til deres mobiltelefoner og smartwatches i skoletiden, heller ikke i spisepausen. Vi er den sidste skole i distriktet, der indfører dette, og vi tror fuldt og fast på, at det vil have positive effekter som øget koncentration, bedre læring og styrkede fællesskaber. Det er derfor afgørende, at både elever og forældre bakker op om denne forandring. Hvis dit barn plejer at købe frokost med MobilePay, så husk, at de fremover skal medbringe madpakke, betalingskort eller kontanter. Vi ser frem til at se de mange gode resultater af denne ændring. 

Trafiksikkerhed

Vi har endnu en gang drøftet trafiksikkerheden omkring skolen, særligt krydset Husumvej/Veksøvej. Skolebestyrelsen har besluttet at kontakte Teknik- og Miljøforvaltningen for at opfordre dem til at opsætte flere skilte, der advarer om krydsende skolebørn.

Budget og økonomi

Kommunen har afsat midler til at integrere flere børn fra specialtilbud i folkeskolen, og Husum Skole følger dette tæt. Ledelsen arbejder også på at balancere udgifterne til nye bærbare computere, da de ældste elevers arbejdscomputere er forældede og skal udskiftes.

Lokalområdet

Den 29. oktober kl. 17.00-19.00 afholdes et borgermøde i Husum Boldklub om mere kunst i Husum. Vi opfordrer alle til at deltage og måske tage børnene med – det er en fantastisk mulighed for at få mere kunst i vores bydel!

Det var alt for nu fra skolebestyrelsen – vi ønsker alle en dejlig og (u)hyggelig oktober måned!

Kort nyt fra skolebestyrelsen, september 2024

Skolebestyrelsen har lige holdt sit septembermøde, og der sker en masse spændende ting for tiden. I første del af mødet havde vi besøg af Teknik- og miljøforvaltningen, som har fokus på sikre skoleveje. De har arbejdet med forskellige muligheder for at regulere trafikken, så skolevejen til Husum Skole, især om morgenen, skal blive mere sikker. Der er jo allerede blevet ændret på trafikken omkring vores naboskole (Korsager), og vi talte om erfaringerne der. Vi talte også om, at de tiltag, der bliver foretaget, ikke skal gøre livet for surt for det personale, der skal passe deres arbejde på skolen. Nogle af de ting, vi snakkede om, var at gøre Karlslundevej ensrettet og at lukke for indkørsel på Kyringevej og Tjærebyvej i en halv time omkring skolens åbningstid. Folkene fra forvaltningen tog vores inputs til sig og vil undersøge, hvad der kan lade sig gøre i praksis.

Vi har været på besøg på lidt flere forældremøder end normalt dette skoleår, fordi vi arbejder med at indføre mobilsund skole i en forsøgsperiode efter efterårsferien. Vi har været ude på 7., 8. og 9. årgang og præsentere forsøget, og tilbagemeldingerne har været positive, så mange tak for det. Vi glæder os til at komme i gang med projektet, og der kommer mere information ud om det i en separat skrivelse snart.

Det er Lærerens Dag den 5. oktober, og vi vil som sædvanlig gerne være med til at udtrykke vores værdsættelse og taknemmelighed for vores dygtige læreres arbejde. Igen i år prøver vi en anden model end de blomster, der har været tradition for i de tidligere år. Vi har vendt ideen med lærerne, og de er enige i, at vores markering er en god ide. Det handler om at støtte et projekt fra Plan/Børnefonden, og der kommer mere information ud via kontaktforældrene snart. Vi håber, at alle synes, det er en god markering, ellers tager vi gerne mod input til de kommende års markeringer.

Kunstig Intelligens og specielt ChatGPT er i en udvikling, der går voldsomt hurtigt, og det er selvfølgelig også noget, man i folkeskolen skal forholde sig til. På kommunalt plan vil der i den kommende tid blive udbudt kurser for især udskolingslærerne, så de kan blive klædt bedre på til både at undervise i de muligheder, der åbner sig og arbejde med de udfordringer, der kan opstå.

Der er lige indgået budgetforlig på Københavns Rådhus. I mediernes overskrifter står der, at der kommer flere penge til skolerne - vi glæder os til at se, hvad det helt konkret kommer til at betyde på Husum Skole. Det skal vi selvfølgelig nok informere om, når vi ved mere.

Kort nyt fra skolebestyrelsen, august 2024

Efter en god lang sommerferie har skolebestyrelsen genoptaget arbejdet, og vi bringer hér en kort opdatering på de forskellige aktiviteter.

Trivselsmåling

Husum Skole har klaret sig rigtig fint i den nationale trivselsmåling. Skolen placerer sig som nummer 15 af alle Københavns Kommunes 68 folkeskoler. Vi klarer os 1,8% bedre end kommunens gennemsnit og 2% bedre end landsgennemsnittet. Målingen ser på både faglig og social trivsel, og vi er meget stolte af det gode resultat.

Vil du læse mere om, hvad trivselsmålingen er, og hvordan den laves så benyt dette link Trivselsmåling | Børne– og Undervisningsministeriet (uvm.dk). Hvis du gerne vil se detaljer omkring, hvordan børnene i Husum Skole har svaret, så kan du finde det her: DR | Se om elever på din folkeskole trives godt eller skidt.

I bestyrelsen vil vi sammen med skolens øvrige ledelse se ind i, hvordan vi kan gøre det endnu bedre fremover.

Personaleforeningen

Der er oprettet en personaleforening på Husum Skole. Foreningen arbejder med at afholde sociale og faglige arrangementer for lærerstaben. Den kan støttes via mobile pay boks: 9900CN. Bestyrelsen opfordrer forældre til at støtte foreningen med et mindre beløb som tak for den gode indsats og de gode resultater.

Elevrådet

På Husum Skole har vi planlagt at intensivere arbejdet med elevrådet, og der arbejdes på at etablere et stærkere samarbejde mellem elevrådet og skolens rettighedsråd.

Mobilsund skole

Skoleledelsen har været i kontakt med andre skoler, som har erfaringer med mobilfri skole. På baggrund af de erfaringer arbejder bestyrelsen videre med et oplæg til næste møde.

Lærerens Dag

Bestyrelsen arbejder på planlægningen af Lærerens Dag. Der arbejdes på at opfordre til at donere penge til et godt formål relateret til undervisning og skolegang. Fra lærernes side gives der udtryk for, at det kunne være en god ide.

Faglokaler

Der arbejdes videre på forskellige forslag til løsninger af udfordringerne omkring skolens faglokaler. Pt. afventes budgetforhandlinger og vurdering fra Slots- og Kulturstyrelsen.

Oplevelsen i bestyrelsen er, at vi er tættere på at have hul igennem end nogensinde, og vi følger udviklingen tæt.

Mvh Skolebestyrelsen

 

Kort nyt fra skolebestyrelsen, februar 2024

Den 6/2 mødtes bestyrelsen til februars bestyrelsesmøde. På dagsordenen var bl.a. et kig på skolens budgetter. Vi havde besøg fra Det Administrative Fællesskab, som bl.a. varetager budget for Husum Skole, og på mødet blev Husum Skoles budget for 2024 fremlagt. Der var ros til skoleleder Kristian og KKFO-leder Thomas for den måde, de drifter skolen på således, at der er balance i regnskabet. Skolen er af kommunen blevet pålagt besparelser i 2024, men ledelsen har forsøgt at placere besparelserne således, at eleverne mærker mindst muligt til det. Et eksempel vil være, at et sæt bøger bruges lidt længere, men alle får naturligvis, hvad de har brug for.

Et emne, der ligger bestyrelsen meget på sinde, er skolens faglokaler; Madkundskab, Fysik/kemi, Håndarbejde og Design, Biologi og idrætssalene. De trænger mildest talt til en opdatering, men da skolen er en fredet bygning, er det en stor og kompleks opgave. Vi har derfor, over en længere periode, haft god kontakt med Brønshøj-Husum lokaludvalg, som har haft skolens faglokaler på deres dagsorden. Dét har ført til et interview af bestyrelsens formand; Noah Torp-Smith i Brønshøj-Husum lokalavis. Efter interviewet blev bragt i avisen, har bestyrelsen fået en henvendelse fra Børne- og Ungdomsborgmester Jakob Næsager, som melder, at vi vil blive kontaktet her i starten af 2024 med henblik på et videre forløb. Så det ser vi frem til, og skolebestyrelsen er opmærksomme på at holde de rette instanser til ilden, så der for alvor kan komme skub i forbedringer af faglokalerne.

Elevrådet har haft skolens “Princip for elevinddragelse” på dagsordenen, og kom med gode inputs til tilføjelser og formuleringer. Vi arbejder videre med det med henblik på at kunne vedtage princippet hurtigst muligt.

Det lille elevråd (1.-5. årgang) har på deres møde haft en rigtig god snak om inklusion, og hvordan man skaber et bedre klassefælleskab. Det har udmøntet sig i et dokument med erfaringer og ideer, som kan blive et værdifuldt redskab for lærerne fremover. Af dokumentet fremgår det også, at vi har nogle elever, der på forbilledlig vis interesserer sig for, at alle har det godt i klassen. Det er en fornøjelse at læse.

På vores møde talte vi også om skolens “Princip for digitale medier”, som har været i høring hos elever og lærere, og vi har derfor nu kunnet vedtage en formulering af, hvad der er skolens praksis lige nu. Vi arbejder videre på et nyt og opdateret princip, hvor vi tager inputs fra kontaktforældre (fra et møde med disse i december) samt de nye anbefalinger på området med os, så vi kan udarbejde et princip, der giver vores elever et sundt og meningsfuldt forhold til skærmbrug i skolen.

Vi vendte også kort skolens kommende praksis for skolefotos, da vi ønsker at tage stilling til, hvordan vi vil gøre det fremover. Da vi har en 2-årig kontrakt med Rosenfeldt, har vi besluttet at køre med uændret praksis til næste fotografering i august 2024. Men herefter er vi fri til at søge andre udbydere, og vi er allerede i dialog med andre fotografer og virksomheder, som vi indhenter tilbud fra.

HUSK allerede nu at sætte kryds i kalenderen den 7. maj 2024, hvor vi holder forældremøde for alle forældre på skolen, og hvor vi vil tage relevante temaer op.

Kort nyt fra skolebestyrelsen, januar 2024

Så er det blevet 2024, og bestyrelsen har taget hul på et nyt år. Vi havde årets første møde den 9. januar, og i den anledning kommer årets første Kort Nyt.

Vi rundede 2023 af med et møde for skolens kontaktforældre, hvor vi havde sat to hovedpunkter på dagsordenen, nemlig vores praksis omkring skolefotos og drøftelse af vores princip vedrørende digitale medier. Der var et rigtig fint fremmøde og en overvældende interesse og debatlyst omkring begge disse emner. Vi vil tage de mange gode indlæg med os i vores videre arbejde, og der arbejdes på, at der kommer tiltag både her i foråret og på den lidt længere bane.

Vi skal som skolebestyrelse fastlægge skolens ferieplan i det kommende skoleår (2024/2025) med visse begrænsninger fra folkeskoleloven, fra kommunen, diverse overenskomster osv. I praksis betød disse betingelser i denne omgang, at vi skulle vælge, om fredag den 3/1-2025 eller fredagen efter Kristi Himmelfart i 2025 skulle være en skoledag. Vi valgte, at børnene skal i skole den 3/1-2025, selvom det er en "frithængende fredag", da fredagen efter Kristi Himmelfart ofte er en dag, hvor familier er sammen på en miniferie, og vi kan også risikere, at visse konfirmationer kommer i problemer, hvis det er en skoledag.

Det store tema på januar-mødet var dagsordenen om inklusion eller stærke fællesskaber, som kommer til at blive noget, som vi skal forholde os til i den kommende tid, efter det er sat på dagsordenen af Københavns Kommune. Den overordnede vision fra kommunen er, at flere elever skal sluses tilbage fra specialtilbud, og at færre skal segregeres til specialtilbud, og dermed skal det almene tilbud styrkes, så flere elever kan rummes, også selvom der kan være udfordringer i spil. Det er selvfølgelig en kompliceret diskussion, men det er som sagt et vilkår, der kommer til at gøre sig gældende. Der kommer til at være et fælles bestyrelsesmøde for alle skoler i Brønshøj/Husum/Vanløse i slutningen af februar, hvor dette tema også kommer til at være i fokus. Ved denne lejlighed kan vi forhåbentlig lade os inspirere af de andre skoler, og der kommer også en facilitator med en god viden på området, som skal hjælpe os med at få en god diskussion. Vi ser frem til dette møde og til at komme i gang med at arbejde med de stærke fællesskaber.

Der er nye kræfter i bestyrelsen, som brænder for at øge forældrenes engagement på skolen. Vi diskuterede muligheder for at få forældre til at hjælpe til med forskellige ting, såsom at udfærdige fondsansøgninger, hjælpe med til at arrangere fester eller indsamlinger osv., som kan være med til at løfte skolens økonomi. Det blev luftet, at vi måske skulle lave et princip om dette, og vi besluttede at kigge på, om der er gode eksempler på andre skoler, som vi kan kigge på.

Ellers skal det nævnes, at vi jo har haft dialog med lokaludvalget, som er enige med os i, at tilstanden på vores faglokaler lader noget tilbage at ønske. De har nu sendt et brev til politikerne på rådhuset for at hjælpe os med at få fokus på det her. Det er noget, vi har arbejdet på i flere år efterhånden, så vi er selvfølgelig glade for den håndsrækning, vi dér har fået. Vi håber, at det kan være med til at sætte skub i tingene.

Med ønsket om et aldeles fremragende 2024,

Skolebestyrelsen

Kort nyt fra skolebestyrelsen, december 2023

Generelt set fyldte digitale medier og brug af skærme meget på bestyrelsens møde. Det gælder både vores principarbejde og henvendelser fra forældre vedr. skolens brug af sociale medier i forbindelse med promovering af skolen.

Ift. princip for digitale medier har elevrådet kommenteret udkastet, og fra den kant ønskes i det mindste en overgangsordning, hvis princippet overhovedet skal indføres. Fra medarbejderside ønskes der en præcisering af ansvar ift. inddragelse af telefoner. I forlængelse af bestyrelsesmødet afholdtes kontaktforældremødet, og her var der et særdeles flot fremmøde. Der var mange gode drøftelser vedr. skolens tilgang til og brug af digitale medier, og der var ret entydig opbakning til at gå videre med tankerne om mobilfri skole og en reducering af brug af skærme som underholdning. Det er nu op til udvalget at samle de mange inputs og lave et nyt udkast til princip, som forhåbentlig kan vedtages ved et af de første møder i 2024.

Omkring promovering på sociale medier gør skolen brug af situationsbilleder, og der gøres en stor indsats for at indhente de relevante samtykker, således at reglerne kan overholdes i den forbindelse.

Elevrådet på Husum Skole er meget aktivt, og vil gerne inddrages i udviklingen af skolen. Det er vigtigt for den demokratiske dannelse, og det sætter bestyrelsens stor pris på. Med et udkast til princip for elevinddragelse, er det målet at fokusere yderligere på at sikre tilstrækkeligt gode forhold og støtte til eleverne ift. at kunne arbejde med den demokratiske opgave. Princippet sendes i høring hos elevrådet og forventes at kunne vedtages til februar eller marts.

Tidligere på året så det dystert ud for skolens økonomi. På det tidspunkt så det ud til at det kunne ende med et merforbrug på ca. 1.400.000 kr., men ved hjælp af en ihærdig indsats og stor ansvarlighed er det lykkedes skoleledelsen at reducere dette, således at der pt. forventes et merforbrug på 400.000 kr. At det er lykkedes skyldes naturligvis også en kæmpe indsats fra alle skolens medarbejdere, og det vil bestyrelsen gerne kvittere for. 

Alle med tilknytning til Husum Skole ønskes en glædelig jul og et lykkebringende nytår J

Kort nyt fra skolebestyrelsen, november 2023

Så kom efteråret med regn og rusk. Dejlige Husum Skole står flot prydet af brune og orange nuancer. Der er fuld fart på denne tid af året. Eleverne har været til Skolernes Motionsdag, holdt efterårsferie og mange har fejret Halloween både i klassen, i KKFO’en og som fællesarrangementer lokalt i klasserne om aftenen. Uuuuuu-hyggeligt!

Kristian har nu været leder af Husum Skole i en god rum tid, og hvor er det en fornøjelse at opleve, at Kristian hver morgen er meget synlig i skolens aula og på gangene og venligt siger godmorgen til elever og forældre. Ofte er han også inde i et par klasser og hilse på. Det er noget, som børnene sætter stor pris på, når ”chefen for skolen” kommer på besøg i deres klasse.

Velkommen til Naya og Ole

Kristian og hele Husum Skole har nu endelig et samlet og stærkt lederteam på Husum Skole, og til skolebestyrelsesmøde denne tirsdag aften havde vi besøg af Naya Marie Nord, som vi også bød velkommen som ny afdelingsleder for udskolingen 6. til 9. klasse. Naya deltog i hele mødet og mødte os og vores arbejde med stor nysgerrighed. I bestyrelsen sagde vi også velkommen til vores nye medlem og forældrerepræsentant Ole Wiese, som kommer med stor ny energi og gå-på-mod. Dejligt! 

Skærmpolitik og kommende Kontaktforældremøde

I skolebestyrelsen bruger vi fortsat tid på at debattere skolens skærmpolitik fra 2014. Det er i første omgang blevet til et færdigt udkast om en opdatering af skolens princip fra for Brug af digitale medier og devices, da vores princip i det mindste skal afspejle skolens reelle praksis omkring brug af skærme i dag. Dette udkast, som ikke er endeligt godkendt før, det har været i høring hos medarbejderne og i elevrådet, vil vi på det kommende Kontaktforældremøde tirsdag d. 5. december drøfte med alle kontaktforældrene. Vi i skolebestyrelsen vil nemlig gerne blive meget klogere på, hvor ”mobilfri” Husum Skole skal være? Og vi vil gerne høre fra dig, hvis du som forælder har en holdning til dette vigtige og komplekse emne, som er højaktuelt i medierne, skolerne og hos politikerne. Du kan enten kontakte os direkte i skolebestyrelsen (skriv til Skolebestyrelsen i Aula) eller tage fat i kontaktforældrene i dit barns klasse og give din mening til kende. 

På dagsordenen til mødet med Kontaktforældre er følgende emner:

  1. Drøfte Husum Skoles brug af skærme og devices.  

  2. Vi skal debattere traditionen med skolefotos. Holder den stadig i 2023 plus det kan være en bekostelig udgift for forældrene.

  3. Skoleledelsen opdaterer om, hvad skolen arbejder med lige nu, bl.a. er der fokus på, hvordan afholdes et godt frikvarter samt naturligvis meget andet. 

KKFO var på besøg – ny legeplads er færdig i år! 

Vi havde også et dejligt besøg af to medlemmer af KKFO’ens forældreråd.

De mindede os om, at i forbindelse med potentiel helt ny og revideret skærmpolitik, så bruger KKFO’en skærme og spil i begrænset og kontrolleret omfang som en socialaktivitet, hvor der er ”spiltider”, og anvendelsen altid er social. Et nyt princip for hele skolen skal derfor meget gerne kunne rumme dette aspekt i KKFO’en, som er en for børnene meget afholdt social fællesaktivitet.

Vi drøftede også, at Rødehus’ legeplads stadig ikke er færdig. Men virkelig gode nyheder er, at firmaet Plan-Leg har vundet udbuddet til at færdiggøre legepladsen, og de melder, at legepladsen allerede vil være færdig inden nytår 2023! Thomas, leder for KKFO’en, fortæller i øvrigt, at der har været en vidunderlig proces omkring, hvordan den nye legeplads endeligt skal se ud og hvilke forskellige behov, den skal kunne rumme. Det ”Lille-elevråd” i indskolingen er blevet inddraget i udviklingsfasen, hvorefter personalegruppen ligeså er hørt, og det rørende er, at både børn og voksne er helt enige og havde helt samme ønsker for en ny og dejlig legeplads i skolegården ved Rødehus.

Vi talte også kort om, at Hvide Blomst er meget slidt. Der males dog lige nu indvendigt. Det anerkendes, at der er lang vej endnu, og det undersøges, hvordan man kan forbedre løbende inden for økonomi og regler på området. 

Elevrådet

Elevrådet fortæller, at ’Featureugen i uge 12 2024’ lige nu er ved blive planlagt af Feauture-udvalget, og at Elevrådet er kommet med mange ideer, som er blevet kærkomment taget imod. Der klages stadig over toiletternes rengøring på skolen. Disse klager bringes videre til rengøringen.

Lokaludvalg og faglokaler

Vores faglokaler er fortsat slidte. Vi har taget fat i vores repræsentant i Husum-Brønshøj lokaludvalg, som har været på besøg og er meget enig. Han har møde med Børn og Unge i Københavns Kommune, som vi nu afventer resultatet af.

Opdatering af elev-inddragelse

Der arbejdes med at optimere struktur i årshjulet for elevrådet samt synliggørelse af printede billeder af Elevrådet og Rettighedsrådet, som skal hænges op, så alle elever i en klasse ved, hvem de kan kontakte, hvis de har noget på hjerte.

Vigtige kommende datoer

Skolebestyrelsesmøde efterfulgt af Kontaktforældremøde tirsdag d. 5. december 2023.

Mvh. jeres Skolebestyrelse

Noah Top-Smith Forældrerepræsentant (Formand) Ane Bay Borg 8.V Elevrepræsentant Esther R.B. Bromstead 8.X Elevrepræsentant Louise Bastholm Andersen Forældrerepræsentant Lise Marker Forældrerepræsentant Simon Lundgren Forældrerepræsentant Anne Mørch Holmsgaard Forældrerepræsentant Camilla Møller Poulsen Forældrerepræsentant Karen Eva Ravnsted-Larsen Forældrerepræsentant Ole Wiese Forældrerepræsentant Tine Frøhlke Medarbejderrepræsentant Anders Kildedal Medarbejderrepræsentant.

Kort nyt fra skolebestyrelsen, oktober 2023

På oktober måneds møde havde vi besøg af Maja Jørgensen, der dels er forælder på Husum Skole og dels arbejder i Nationalt Center for Mental og Digital Sundhed i Sundhedsstyrelsen. Her blev vi klogere på styrelsens aktuelle arbejde på området for mental sundhed og digitale medier, og om ganske kort tid udkommer styrelsen med nye anbefalinger på området. Det er viden og perspektiver, som vi vil tage med os i det videre arbejde med at formulere vores princip for brugen af digitale medier og mobiltelefoner på Husum Skole.

I oktober måned ser Elevrådet frem til et besøg på Ungdomsøen sammen med elevråd fra andre skoler i København. Temaet for dagen er her digital dannelse, og som I kan læse, så indsamler vi hele tiden viden og erfaringer bredt som grundlag for udarbejdelse af princippet. 

Det er en meget aktuel og ikke helt ligetil opgave, vi står med, men vi glæder os til at kunne præsentere et revideret princip for jer. Vi er i den forbindelse også enige om, at udviklingen går stærkt, og at det er et princip, vi kommer til at tage op løbende og tilpasse efter de seneste anbefalinger på området. Målet lige nu er at lave et princip, der tydeliggør brugen af diverse medier og mobiltelefoner, som det ser ud lige nu.

Der afholdes i øjeblikket suppleringsvalg til skolebestyrelsen. Der er én ledig plads for den resterende del af valgperioden (2022-2026). Skolebestyrelsen er en del af skolens strategiske ledelse, og det er bestyrelsen, der sætter mål og rammer for skolens virksomhed inden for de overordnede rammer, som fastsættes af Folketinget, Undervisningsministeren og kommunalbestyrelsen. 

Områder som skolebestyrelsen har indflydelse på, er bl.a.

- Hvordan skolen organiseres

- Klassesammensætning

- Fællesarrangementer i skoletiden

- Valg af skolens indsatsområder – f.eks. en skole fri for mobberi, faglige indsatser, prioritering af sund kost eller lign. 

Skolens budgetter, undervisningsmidler, ordensregler og værdiregelsæt skal også godkendes af skolebestyrelsen, ligesom tilsyn med undervisningen og skolens fysiske forhold er en del af skolebestyrelsens opgaver. 

Vi håber, I vil overveje at stille op. I kan melde jeres kandidatur via Aula til Kristian Mehlsen, skoleleder senest d. 20. oktober 2023. 

I september måned har der været afholdt skoleudviklingssamtale. Det er en samtale mellem skolen og administrationen. Der var 3 temaer: skærmtid, trivsel og ledelsens resultater og test. Ift. skærmtid var der også her en bred diskussion med mange vinkler på problemstillingen. Det var en dag med gode diskussioner. På skoleledermøde efterfølgende blev udviklingssamtalerne evalueret, og blandt områdets skoleledere var der enighed om, at der med fordel kan inddrages flere både forældre og elever. Det tages med i forbindelse med næste skoleudviklingssamtale, der afvikles i foråret 2024. 

Den 5. december kl. 19 inviteres skolens kontaktforældre til fællesmøde. Invitationen er på vej – men I kan med fordel sætte X i kalenderen nu.

På personalefronten er der pr. 1. november 2023 blevet ansat en ny udskolingsleder – velkommen til. Der kommer en orientering ud på Aula snarest.

På Lærerens Dag d. 5. oktober blev indgangen til personalerummet og aulaen pyntet festligt som en hyldest til det pædagogiske personale. I år besluttede skolebestyrelsen at fejre lærerne og pædagogerne med kage i stedet for blomster, ligesom der var lokale fejringer i klasserne med kram, måske lidt kage og søde hilsner som tak for lærernes og pædagogernes kæmpestore indsats. TAK for jer og den store og helt særlige rolle I spiller i vores børns hverdag. 

Skoleåret flyver afsted og i næste uge venter bl.a. skolernes motionsdag, og det betyder samtidig, at vi allerede er nået til efterårsferien.

Rigtig god ferie. 
/Skolebestyrelsen

Kort nyt fra skolebestyrelsen, september 2023

Mens efteråret banker på døren, nyder vi sensommerens milde og lune vejr. Det kan blive så varmt i klasselokalerne at nogle klasser må tage undervisningen med udenfor, under åben himmel.

Vores skoleleder Kristian er i fortsat dialog med kommunen om at få dispensation til solafskærmning på skolens facade.

Elever og lærer har i år fejret Husums Skoles 93-års fødselsdag. Det blev fejret med is i klasserne. Elevrådet har efterspurgt gamle traditioner ved fødselsdagsfejringen. Da dette primært blev arrangeret af en lærer, som nu er gået på pension, er ledelse i fuld gang med at arbejde på at skabe nye gode traditioner for denne begivenhed.

På skolen er der blevet indrettet et nyt lokale, hvor inklusionsvejleder Rebekka H. E. Thorning og Maria F. Christensen holder til. Lokalet vil fungere som et ressourcecenter med flere funktioner, som fx møder med de enkelte lærerteams til støtte og faglig udveksling, samt fokus på elevernes trivsel med ønske om forebyggelse af skoleværing.

Husum Skole er sammen med ni andre folkeskoler blevet udvalgt til at være med i et co-teaching forløb. Her vil man over en årrække følge en årgang med ekstra fokus på at hjælpe inklusionen. På årgangen skal man arbejde intensivt med to voksne i klassen, så de kan sætte fokus på at hjælpe klassefælleskabet. Man har endnu ikke valgt, hvilken årgang det vil blive, men forældre og elever vil få besked, så snart det er besluttet.

Vi er glade for at kunne fortælle, at skolen har fået en million kroner fra Børne- og Ungdomsforvaltningen til at udarbejdelse af en ny legeplads. Det er KKFO-leder Thomas B. Steffin, som er tovholder på projektet. Han er i gang med at indhente tilbud, som vil blive præsenteret til elevrådet, hvorefter der vil blive taget en beslutning.

I skolebestyrelsen er det kommet til forslag, at man stopper med at tilbyde de traditionelle portrætfoto og fremover primært får taget et klassebillede. Baggrund for forslaget er, at skoleportrætpakkerne er meget dyre, og at det langt fra er alle familier, som har råd til at købe dem. Derudover tager det også megen tid fra undervisningen og koordinering at få taget disse. Spørgsmålet er, om behovet for portrætfoto er forældet, og om skolen skal stoppe med at lægge hus og tid til dette? Er det noget, som de enkelte familier fremover selv kan arrangeres udenom skolen? Vi hører gerne fra jer forældre, hvis man har stærke holdninger omkring dette punkt.

Mvh Skolebestyrelsen

Kort nyt fra skolebestyrelsen, august 2023

Husum Skole summer igen af liv efter en lang sommerferie, og efter den første sommerstorm har lagt sig, og de nye børnehaveklasser traditionen tro er blevet sunget ind på deres første skoledag, er hverdagen ved at indfinde sig for alle børn og voksne på Husum Skole.

Kristian er nu tiltrådt som ny skoleleder, og fra skolebestyrelsen skal der lyde et stort tillykke. Vi glæder os over at kunne fortsætte samarbejdet.

Et nyt skoleår betyder også, at vi i bestyrelsen trækker i arbejdstøjet igen, og vi ser ind i et efterår med mange vigtige dagsordener. 

En af de mest presserende er ansættelsen af en ny udskolingsleder, og den proces er i fuld gang med flere kvalificerede ansøgere.

Et andet af de helt store emner, som vi også har brugt meget tid på hen over foråret, er en revidering af princippet for brug af digitale medier og devices.  Der er i medierne og hos politikerne meget debat om skærme og telefoner i skolerne, og vi drøfter også i skolebestyrelsen, om Husum Skole skal være mobilfri. Det er komplekse diskussioner, som vi kommer til at bruge meget tid på fremadrettet.

Nært forestående ligger de nye skoleudviklingssamtaler, der erstatter de tidligere kvalitetsrapporter. Samtalen er en dialog mellem kommunen og skolen, og den skal styrke den fælles forståelse og samarbejdet om udvikling af Husum Skole. Til selve samtalen vil der deltage repræsentanter fra eleverne, lærerne, ledelsen og skolebestyrelsen på Husum Skole. Derudover deltager der repræsentanter fra Københavns Kommune. De tre temaer på den kommende skoleudviklingssamtale er: faglige resultater, trivsel og digital dannelse. 

Ledelsen på skolen har besluttet at opprioritere ressourcer til elevrådet, så det i en forsøgsperiode har tilknyttet to lærere, og det derved har mere støtte. Det glæder vi os i bestyrelsen til at følge.

På sådan et første møde efter en sommerferie er der meget praktik, der skal falde på plads, og vi har fået planlagt mødekalenderen for det kommende år. Skolebestyrelsens møder ligger den første tirsdag i måneden, og hvis I har noget på hjerte, så må I altid kontakte os, så vi kan tage det med på et af vores møder.

Derudover er der to vigtige datoer, som I allerede nu kan skrive i kalenderen:

  • 5. december kl. 19-21 – møde for kontaktforældre

  • 7. maj kl. 19-21 – stormøde for alle forældre

Skolebestyrelsen er hvert år med ude til forældremøder på udvalgte årgange. I år blev det besluttet, at vi deltager i børnehaveklassen, på 1. årgang og på 6. årgang for at synliggøre det arbejde, vi laver i bestyrelsen, og for at I ved, hvem vi er, og hvordan I kan få fat i os.

Den 5. oktober er det lærernes dag, og skolebestyrelsen ønsker, at alle de dygtige undervisere på skolen igen i år skal fejres. Vi har talt om, hvorvidt tiden er inde til at skabe nye traditioner, men vi er endnu ikke landet på noget. Ligger du inde med en god ide, så tag endelig fat i en os.

Mvh bestyrelsen

Kort nyt fra skolebestyrelsen, maj 2023

Der er forår i luften, og det mærkes i Husum, nu hvor kastanjetræerne står i blomst.
I bestyrelsen vil vi gerne byde et stort velkommen til alle de nye maj børn samt deres forældre.
Skolens store elever forbereder sig til sidste skoledag og skal nu i gang med deres afgangseksamener. Vi ønsker dem alle rigtig god læse- og arbejdslyst.

Skolebestyrelsen har afholdt årsmøde for jer forældre, hvor vores formand Noah fremlagde vores årsberetning. Vi takker for et godt fremmøde med en masse engagerede forældre.

I slutningen af april var elevrådet afsted på elevrådsdag.
Elevrådsdagen har som formål at samle elevrådene fra Brønshøj/Vanløse området til inspiration, oplysning, debat og sociale aktiviteter.
Eleverne havde en rigtig god dag og kom derfra med fornyet energi, nye venskaber og en masse gode ideer til, hvordan Husum Skole kan blive endnu bedre.

I bestyrelsen fortsætter vi den gode kontakt med lokaludvalget i et ihærdigt forsøg på at finde opbakning og midler til at forbedre og renovere faglokalerne på vores skole. Det har været et stort ønske i mange år, og noget vi fortsat vil kæmpe for.

Vi har den sidste måned gennemgået skolens økonomi, og skolebestyrelsen har godkendt driftsbudgettet for 2023.

I bestyrelsen er vi fortsat i gang med at kigge på princippet for brug af skærm i skoletiden. Det er et stort og mange facetteret emne, hvortil der er mange holdninger. Vi følger med stor interesse debatten i medierne. Hvordan giver vi vores børn den bedste skoledag med størst mulighed for ro i skoletiden? Skal vi som skole gå i retning mod at blive mobilfri? Vi kigger på, hvordan andre skoler forholder sig til samme problematik og håber at gå i dialog med jer forældre og elever for sammen at kunne udforme et godt princip på netop dette område.

I denne måned er vi også blevet bekendt med, at Annette bliver fast skoleleder på Fensmarkskole. Det betyder desværre, at hun ikke kommer tilbage til Husum Skole efter sommerferien. Skolebestyrelsen siger tak for mange gode år og ønsker hende alt godt fremover. Vi ser frem til at gå i gang med ansættelsesrunden og finde en ny dygtig skoleleder til vores skole.

Nyd solen, duften og luften
Med venlig hilsen skolebestyrelsen

Kort nyt fra skolebestyrelsen, december 2022

Julestemningen breder sig overalt på Husum Skole. I aulaen stråler det smukke juletræ, og rundt omkring på døre, gange og i klasselokaler har elever og lærer pyntet flot op. Nu må det godt blive jul.

Skolebestyrelsen har i denne måned haft besøg af lokaludvalget, repræsenteret ved formand Christoffer Rosenkrands og formand for Børn, Unge Fritid og Idræt, Jens Kristian Jensen. Her blev der drøftet muligheder for, hvordan vi sammen kan styrke skolen  med fokus på faglokaler samt udearealer.

7. årgang er netop kommet hjem fra udveksling med deres venskabsklasser i Hamborg. Det var en rigtig god tur med en masse spændende oplevelser. Nu ser de frem til, at de tyske elever kommer på besøg i uge 13.

Bestyrelsen har nedsat et udvalg, som vil gå videre med revidering af folder til kontaktforældre, ud fra de inputs, som vi tog med fra seneste kontaktforældremøde.

Bestyrelsen arbejder også videre med princippet vedr. skole/hjemsamarbejde med særligt henblik på den nye meddelelsesbog, som skal erstatte elevplanerne. I den forbindelse har bestyrelsen sammen med ledelsen og lærere drøftet, hvordan vi kan skabe det bedste udgangspunkt for et godt skole/hjemsamarbejde.

Mange årgange benytter muligheden for at komme på forskellige ture som en del af Åben Skole tilbuddene. Generelt er Husum Skole god til at gøre brug af disse tilbud, som strækker sig helt fra teaterture med indskolingens klasser til fagrelevante tilbud for udskolingen. 0. årgang skal i denne uge ind og se Nøddeknækkeren, som de glæder sig meget til, og 8. årgang har lige arbejdet med forløbet Talte tanker. Skolen har god sparring imellem lærerne i forhold til at anbefale forskellige tilbud og støtte hinanden.

Københavns Kommune er kommet med udspil til ferieplan for 2023-2024, som bestyrelsen netop har godkendt.

Til sidst er der kun at ønske alle en rigtig god juleferie og et rigtig godt nytår.

M.v.h. Bestyrelsen.

Kort nyt fra skolebestyrelsen, november 2022

Skolebestyrelsen har nu afholdt sit 4. møde og er kommet i god form til at arbejde med, hvordan vi ikke bare fastholder Husum Skole som en god skole - men også hvordan vi løbende kan gøre den bedre.

På det seneste møde i skolebestyrelsen var vi glade for at kunne byde velkommen til Karen Eva Ravnsted-Larsen, som er trådt ind i bestyrelsen som forældrerepræsentant for KKFO. Vi var også glade for, at Laura som nyt medlem af elevrådet kunne være med til mødet.

Elevrådsrepræsentanterne bidrager særligt med input til hvad, der fylder for eleverne og kommer med gode forslag til, hvad der bør gøres og prioriteres. Særligt de fysiske forhold er i fokus, herunder toiletter og udearealer. I forhold til legepladsen er der ønsker til forbedringer, hvilket skolebestyrelsen generelt er enige i og gerne vil arbejde videre med.

Skolebestyrelsen har desuden drøftet trafiksituationen omkring Husum Skole. Der er bred enighed om, at løsningen ved skolens hovedindgang har løst dele af problemet, men at trafikken løbende flytter på sig, så der opstår problemer med for mange biler på andre veje. Skolebestyrelsen arbejder videre med at se på, hvilke løsninger der er mulige, så adgangen til skolen fortsat kan være tryg.

Derudover arbejder skolebestyrelsen videre med en række principper, som danner en del af værdigrundlaget for skolen. Der vil blive arbejdet med disse i den kommende tid, herunder et princip for den nye meddelelsesbog, som kommer til at erstatte de nuværende elevplaner.

Skolebestyrelsen har også holdt møde med kontaktforældrene på skolen ud fra teamet om det gode forældresamarbejde og samarbejdet mellem kontaktforældre og skolebestyrelsen. Der var god opbakning til mødet, og fra skolebestyrelsen var vi især glade for de gode drøftelser, der var om det vigtige i et godt samarbejde.

Skolebestyrelsen mødes igen i december, hvor bestyrelsen blandt andet skal mødes med formanden for lokaludvalget. Dette ser vi frem til, da lokaludvalget også kan være med til at gøre en forskel for Husum Skole gennem de projekter de støtter.

Kort nyt fra skolebestyrelsen, oktober 2022

Så blev det efterår, og lærerne blev fejret med manér på lærernes dag. Der var både røde roser, kage og flotte kreationer fra børnene.
Vi er meget taknemmelige for, at vi har så søde og kompetente lærere på Husum. T a k for jer.

I skolebestyrelsen har vi afholdt vores 3. skolebestyrelsesmøde (siden sommerferien), og vi talte b.la. om kontaktforældremøde, skolens værdier/værdiregelssæt (fundamentet for det arbejde, vi laver i bestyrelsen) skolens ordensregler og principper - og også om musik i skolen.
Det er et ønske fra mange børn og forældre, at der kommer mere musik på skemaet på Husum Skole.
Vi ser meget frem til, at de nye lokaler står klar i 2023, så Husum Skole får endnu et musiklokale og dermed bedre muligheder for mere musik.

Skolens grundlæggende værdier/værdiregelssæt og ordensregler bliver taget op til revision en gang årligt. Nogle af begreberne (værdierne), som i bestyrelsens tid har været vigtige, har og er b.la. hvordan Husum Skole arbejder med faglighed, fællesskab, samarbejde, respekt, dannelse og generel trivsel.

Mht. kontaktforældremøde, så bliver der arbejdet på at finde en ny dato – da Husum Skole nu er i brug d. 1. november (pga. valget).
Vi skriver ud med en ny dato snarest (alle kontaktforældre vil få besked via AULA).

Rettighedsrådet har været til børnetopmøde i FN Byen i Nordhavn, hvor klimaet var på dagsordenen. 300 elever og ca. 100 voksne fra UNICEF’s rettighedsskoler deltog på mødet.
Rettighedsrådet er sammensat af (op til 12) elever fra 5.-9. årgang, og rådets vigtigste opgave er at sætte rammen for skolens arbejde med børnerettigheder i hverdagen.

Rettighedsrådet har et ønske om at lave en grøntsagshave på Husum Skole. Og bestyrelsen kigger på, hvad der er af muligheder for dette.
Rettighedsrådet arbejder også videre med de gode ideer omkring bæredygtighed.
Der ligger en artiklen på AULA, hvor man kan læse mere om børnetopmødet og få gode råd til, hvad vi alle kan gøre for klimaet på Husum Skole.

Kort nyt fra skolebestyrelsen, september 2022

Skoleåret er nu godt i gang, og det er allerede en måned siden, vi vendte retur efter sommerferien. Det summer af liv i de gamle bygninger med bl.a. fejring af skolens 92 års fødselsdag og koncerter med Filmfestivalen BUSTER. I aulaen kan I for tiden også se udstillinger med både Astrid Lindgren og flotte svømmende kaskelotter.

Skolebestyrelsen har holdt møde med fokus på såvel budgetopfølgning og status på elevtal, og som ny bestyrelse er vi ved at lægge sidste hånd på den forretningsorden, som vi arbejder med udgangspunkt i.  

Den 5. oktober 2022 er det traditionen tro Lærernes Dag. Over hele verden bliver undervisere på denne dag anerkendt for deres store og gode arbejde, og for den enorme betydning de har for samfundet. Lærernes dag er et frivilligt initiativ, der sætter fokus på at takke de lærere og pædagoger, der er en hjørnesten i vores børns hverdag, og giver her børn og forældre mulighed for at takke for indsatsen på denne særlige dag.

Alle klassers kontaktforældre vil få besked i Aula med henblik på at planlægge markeringer af dagen i de enkelte klasser. Der arbejdes også på en aktivitet på vegne af skolebestyrelsen – I hører nærmere, men I kan allerede nu begynde at tænke over, hvordan I kan sige tak til jeres børns lærere og pædagoger.

Vi er også gået i gang med at planlægge indholdet på årets kontaktforældremøde d. 1. november kl. 19 – 21. Det er en årlig tilbagevendende begivenhed og i år med fokus på rollen som kontaktforælder og input til den nye skolebestyrelse. Invitation og program lander I kontaktforældrenes Aula, lige så snart det er på plads – i første omgang kan I, der er kontaktforældre med fordel sætte kryds i kalenderen.

Kort nyt fra skolebestyrelsen, august 2022

Kære alle - så kom vi i gang med et nyt skoleår. Set med bestyrelsesøjne er det lidt særligt denne gang, for det betød, at den nye skolebestyrelse skulle mødes "rigtigt" for første gang. Der var jo valg i foråret, og det endte med, at der var en enkelt person, der fortsatte, og så er der ellers fyldt op med nyt blod med masser af nysgerrighed og gå-på mod i forhold til, at en ny brandgod bestyrelse er i gang.
Mødet var præget af denne udskiftning. Der er en masse ting, den gamle bestyrelse "plejede at gøre", og vi skulle lige nikke til hinanden i den nye bestyrelse og bekræfte, at det vil den nye bestyrelse også gerne. En af de ting vi besluttede er, at vi vil fortsætte med at sende Kort Nyt ud, så det håber vi, at I, kære læsere, sætter pris på.
En anden ting vi gerne vil, er at vise os frem til forældremøderne i 0., 1., og 5. klasse. Specielt i de yngste klasser er der muligvis nogle, der ikke er helt inde i, hvad vi er for nogle i bestyrelsen, og hvad vi kan bruges til. Derfor synes vi, det er vigtigt, at vi gør opmærksomme på os selv og viser vores ansigter, så alle ved hvem vi er, og at vi er meget åbne for viden om, hvad der rører sig på de enkelte årgang, forslag og ideer. Så det er jo endnu en rigtig god grund til at komme til forældremøderne!
Vi er også så småt gået i gang med at planlægge, hvad vi skal bruge kontaktforældremødet til her i efteråret. For dem som lige er startet på skolen, er rollen som kontaktforælder en vigtig èn, som bliver besat på det første forældremøde hvert skoleår. Der er mange ting, man skal som kontaktforældre, og en af dem er, at man kan komme lidt mere "ned i maskinrummet" på det netop omtalte kontaktforældremøde, hvor vi som bestyrelse i samarbejde med skolens ledelse vil orientere om, hvad der foregår generelt og eventuelt gå i dybden med et tema. Det med temaet skal vi lige skyde os ind på, men det plejer at være et rigtig godt møde, så husk det, når du er lige ved at række hånden op og melde dig som kontaktforælder på forældremødet!
Ellers snakkede vi om, hvad der lurer i horisonten. Der kommer en del snak om økonomi på grund af et generelt merforbrug i kommunen på specialområdet, men vi skal også have planlagt, hvordan vi skal arbejde med de principper, der ligger og værdiregelsættet, ordensreglerne og vores egen interne forretningsorden. Der er masser at tage fat på, så det skal nok blive super spændende!
/Noah

Kort nyt fra skolebestyrelsen, juni 2022

Så blev det tid til det sidste skolebestyrelsesmøde for dette skoleår. Og for den siddende skolebestyrelse. Der har været valg til skolebestyrelsen – og vi fik et fint fredsvalg med 9 kandidater, der har stillet op. Der er konstituerende møde tirsdag den 21. juni hvor ny formand, næstformand og 2 suppleanter bliver udpeget. Deres første møde bliver i august 2022.

Fra næste skoleår (august 22) bliver der også et nyt set-up for vores elevråd. Det bliver fremadrettet delt i to, et elevråd og et rettighedsråd. Det er to forskellige arbejdsplatforme – og det giver derfor også mest mening at dele rådene op i to. Den nye bestyrelse ser frem til et godt samarbejde med vores elever. Det er noget vi altid har vægtet højt på Husum Skole, da det jo elevernes læring og trivsel, vi alle sammen gør en indsats for.

På dagsorden havde vi princip omkring KKFO. Vi vil meget gerne i skolebestyrelsen have et tæt samarbejde med vores forældreråd på KKFO og ønskede derfor ikke at godkende princippet uden at have fået alle input fra forældrerådet. Det bliver en af de første opgaver for den nye bestyrelse at komme i mål med princippet.

I den sidste uges tid har vi haft et ansættelsesudvalg, der har modtaget, læst igennem, haft 6 kandidater til samtale og valgt en ny indskolingsleder til Husum Skole. Vi er så heldige på Husum Skole, at vi modtager rigtig mange velkvalificeret ansøgninger, og det var et enigt ansættelsesudvalg og en enig skolebestyrelse, der glæder os til at sige velkommen til vores nye leder pr. 1. august. Mere information om vores nye leder følger.

Vi blev desuden orienteret omkring udfordringer med vores budget. Københavns Kommune har haft et overforbrug på specialområdet, og det overforbrug skal dækkes inden for egne ramme. Ud af det samlede overforbrug for Københavns Kommune bliver Husum Skole ramt af ca. 400 tdkk. Det er rigtig mange penge, og det gør, at der bliver kigget på hvad/hvordan vi kan spare, men det ser også ud til, at vi vil blive belastet af et underskud i budget året 2022. Det er rigtig ærgerligt, da vi jo ellers har haft en rigtig god tradition i de sidste mange år at ramme vores budget. Den nye skolebestyrelse vil blive inddraget mere i dialogen omkring udfordringerne.

Mødet bar desuden præg af overlevering til ny bestyrelse. Årshjul og princip tilsyn/opdateringer, samt et stort ”god vind fremover”.

Jeg vil personligt gerne benytte lejligheden til at sige tak for denne gang. Det har været mange gode år i skolebestyrelsen, og jeg syntes, vi er kommet i mål med rigtig mange ting, og det skyldes det gode samarbejde imellem ledelse, lærere, pædagoger, elever og forældre både i hverdagen og også på vores møder.

På vegne af den afgående skolebestyrelse

Annette Andersen, afgående skolebestyrelsesformand

Årsmøde og opstillingsmøde på Husum Skole tirsdag den 17. maj kl. 19-21

Agenda

  • Velkommen v. Annette A. Skolebestyrelsesformand
  • Årsberetning
  • Centrale opgaver i en skolebestyrelse v/Noah
  • Nyt byggeri ”det gule hus” v. Thomas Steffin
  • Status Husum Skole og KKFO v. Annette Samsøe Skoleleder
  • Evt. og afslutning af årsmøde
  • Herefter Valgmøde / Opstillingsmøde til skolebestyrelsesvalg

Mødet i år var desværre præget af et meget lille fremmøde. Kun 4 forældre, udover skolebestyrelsen, var mødt op. Og desværre var vores skoleleder Annette S. forhindret i at deltage, da hun desværre var kommet til skade med sit knæ og sad på skadestuen. Vores KKFO leder Thomas Steffin kunne heldigvis træde til og overtage Annettes emner.

Vores skolebestyrelsesformand Annette A. fortalte lidt omkring de mange emner, vi har arbejdet med i løbet af det sidste år. Vores principarbejde (et princip er grundlaget for, hvordan vi som skolebestyrelse ønsker, at skolens ledelse skal arbejde på Husum Skole), hvor vi har haft tilsyn med eksisterende principper, fået udarbejdet et nyt omkring åben skole, og vi forventer at godkende et princip omkring KKFO på vores juni møde.

Desuden har vi endnu engang gjort vores politikere opmærksomme på de udfordringer, vi har med vores fysiske rammer, specielt på vores faglokaler. Det er et langt sejt træk, der efterhånden har taget år – men vi er fortrøstningsfulde og håber stadig på en løsning. Så sent som 2 dage efter vores møde har BUF-borgmester Jakob Næsager reageret på vores henvendelse og tager vores henvendelse seriøst.

Så det at være i en skolebestyrelse er ikke kun rettet mod skolen, og hvad der sker der. Vi er også et politisk organ. Alt dette fortalte forældre rep. Noah omkring på mødet. Hvad er det, en skolebestyrelse arbejder med? Ud over at arbejde med principper og være et politisk organ, så bliver der også arbejdet med budgetter, trivselsmålinger for lærere og elever, vi får status på inklusion, time/fagfordeling og hjælper til med det gode skole-/hjem-samarbejde, som er så vigtigt for læringsmiljøet.

KKFO leder Thomas Steffin fortalte om det nye byggeri ”omme ved skolegården”. Her skal vores nye KKFO hus ligge, og første spadestik er taget. Det har været længe undervejs – da vi desværre blev ramt af et anlægsloft, men nu er den god nok. Det står klart til 23. juni 2023. Vi glæder os alle til at få det nye hus i brug og yderligere at kunne starte på et lokalefællesskab – specielt musiklokalet.

Thomas overtog skoleleder Annette S.´s indlæg omkring: ”hvad sker der på Husum Skole”. Her efter corona er der stadig fokus på at få en hverdag til at fungere og få alle med. Få gang i vores åben skole arrangementer og ikke mindst udskudte lejrskoler. Vi har igen i år kunne optage aktiviteten for vores 7.-klasser med Tysklandstur. Se evt. billeder på skolens Facebook side.

Vi afsluttede vores årsmøde og gik over til valgmøde/opstillingsmøde. Der skal vælges en ny skolebestyrelse på Husum Skole, da denne periode på 4 år kommer til sin afslutning her ved sommerferien.

Ud af de 4 fremmødte forældre, meldte 3 sig på listen, og med Noah fra den nuværende bestyrelse der genopstiller, så har vi nu 4 forældre på listen. Yderligere en er kommet på efterfølgende.

Men vi mangler stadig min. 2 forældre, der har lyst til at engagere sig i deres barns skole og hverdag – og meget gerne et par stykker til suppleantlisten.

Vi har derfor udvidet fristen til den 23. maj. Kontakt gerne nuværende formand Annette Andersen, eller Noah Torp-Smith, hvis du har spørgsmål, eller er i tvivl om noget – og selvfølgelig også Annette Samsøe.

Tak for et godt møde – på trods af få fremmødte.

På vegne af skolebestyrelsen

Annette Andersen

Skolebestyrelsesformand

Kort nyt fra skolebestyrelsen, maj 2022

Til maj-mødet var vi ramt af et afbud fra skoleleder Annette Samsøe, som meget uheldigt kom til skade umiddelbart inden mødet. Det er mega uheldigt, men det kan man jo ikke gøre noget ved. Det blev et kort møde, fordi vi havde årsmøde og valgmøde planlagt bagefter.

Fra elevrådet var der ikke så meget nyt denne gang. Men de vil holde endnu et møde inden sommerferien, så de kan tage afsked med dem fra 9. klasse, og så det kan blive besluttet, hvem der skal sidde med i skolebestyrelsen, indtil der har været valg til elevrådet til oktober.

Vi skal have ansat en ny indskolingsleder, da Trine desværre har valgt at opsige sin stilling. Når der ansættes ledere, er det traditionelt sådan, at skolebestyrelsen er repræsenteret i ansættelsesudvalget. Noah og Annette A blev valgt som repræsentanter.

Vi havde en kort opfølgning på budgettet. Det blev forkortet af, at skolelederen, som har den store indsigt, ikke var til stede. Men det ser overordnet fornuftigt ud, har hun orienteret os om.

Vores sag med faglokalerne er stadig kørende. Vi har sendt en skrivelse til den nye borgmester, Jakob Næsager. Vi har fået bekræftet modtagelse, men mere har vi ikke hørt endnu. Det følger vi naturligvis op på.

Sagen om den planlagte hundegård i Husumparken, som er planlagt til at ligge lige ved siden af det nye KKFO-hus, var også oppe og vende. Vi har henvendt os til forvaltningen og til politikere for at få omgjort den beslutning. Laura Rosenkilde fra borgerrepræsentationen har også vendt tilbage og vil kæmpe vores sag. Sagen har også været beskrevet i lokalavisen. Vi vil selvfølgelig gøre, hvad der står i vores magt for at få lavet den placering om - vi har ikke noget imod en hundegård som sådan, men der er mange problemstillinger forbundet med at lægge den lige ved siden af et nyt hus til små børn.

Ellers gennemgik vi hurtigt, hvem der skulle sige hvad til årsmødet og gjorde os klar til det.

Kort nyt fra skolebestyrelsen, april 2022

På vores møde i april havde vi flere emner på agendaen.

Vores elevråd har endelige efter lang tids pause kunne mødes igen, og der har været møde i både indskolingen, udskolingen og rettighedsrådet. Emner som fysiske bøger, cykelstativer og bekymring omkring brug af snus på skolen i udskolingen har fyldt på møderne, men også ønsker om, at vores faglokaler trænger til en opdatering, så alle vores klassetrin kan få gælde og blive inspireret af spændende omgivelser.

Udfordringerne omkring brug af snus er et bekymringspunkt som både skolens ledelse og lærerrepræsentanter tager alvorligt og vil følge op på. Herfra skal det præciseres, at snus er at betegne som tobak og dermed forbudt at bruge på skolens område.

Faglokaler har været et gennemgående emne for skolebestyrelsens arbejde, og vi har været i dialog med vores politikker på Københavns rådhus. Vi har langt om længe fået udarbejdet en rapport omkring forbedringer af vores faglokaler – men der er stadig brug for kontakt til politikerne omkring budget 2023, da det vi vil få, er langt fra nok, til at opfylde de ønsker, vi har. Så endnu engang vil vi kontakt Børne- og Ungeforvaltningen, økonomiudvalget og vores nye Børne- og ungdomsborgmester Jacob Næsager for at gøre opmærksom på vores udfordringer.

Jacob Næsager har været på besøg - det første besøg af forhåbentlig mange. Han ville gerne vide noget mere omkring vores klassemøder og talte med vores elevrådsrepræsentant Mellissa og deltog i hendes klassemøde. Han var meget imponeret over metoden og det rum, der bliver skabt for dialog omkring trivsel. Vi er selvfølgelig glade for at kunne være en god rollemodel.

Vi har også et nyt princip omkring KKFO på dagsorden, og det bliver sendt til høring i forældrerådet. Vi forventer at kunne godkende princip på vores møde i juni.

Vores Hamborg-udveksling i udskolingen er igen i år en stor succes. Se evt. billeder på Husum Skole FB profil. Vi har haft besøg og skal nu på genbesøg i Tyskland i uge17. En succeshistorie er, at vi har en tidligere elev, der har været på udveksling i Hamborg i 7. klasse, og nu i dette halvår bor hos sin tidligere ”udvekslingsbuddy” og studerer på selvsamme skole. Det er så dejligt, at kontakter stadig holdes i live efter besøg.

Til sidst havde vi også agenda til vores årsmøde på programmet. Invitation og tilmelding er lagt på Aula, og vi håber at se rigtig mange – ikke mindst fordi vi også afholder valg til ny skolebestyrelse. Vi vil på mødet fortælle lidt omkring det at være i skolebestyrelse, og hvordan man har kan have indflydelse på ens barns dagligdag og ikke mindst fortælle lidt om det nye spændende byggeri til vores nye KKFO hus. Så sæt kryds i kalenderen den 17. maj kl. 19.00.

Kort nyt fra skolebestyrelsen, marts 2022

Skolebestyrelsen holdt møde den 15. marts, og her følger Kort Nyt med forældrevinklen fra det møde. Vi havde en pakket dagsorden, men vi nåede omkring det, vi ville. Der var især tre områder, som vi vil fremhæve her.

Inklusion – Dette er et tema, der optager os meget, og vi sørger for at få en afrapportering fra skolen på området mindst en gang om året. Vi er jo på vej ud af en lang periode, der har været præget af Covid-19, og det har haft indflydelse på antallet af aktuelle åbne sager med børn, der på den ene eller anden måde har brug for lidt ekstra opmærksomhed. For det første har de lange perioder med isolation naturligt nok medført noget ensomhed med de ting, der kan følge med. Samtidig har sagsbehandlingen naturligt nok været lidt hæmmet af, at det ikke altid har givet mening at mødes online med børnene, deres forældre og hvem, der ellers er parter i sagerne. Det betyder, at der er lidt af en pukkel lige for tiden, men der bliver arbejdet hårdt med det, og det er det samme billede, man ser på andre skoler. Det er et område, der har været prioriteret i en lang periode, og det betyder også, at der er flere lærere, der ved mere om hvilke værktøjer, der er i kassen, når der er brug for det.

Årsmøde og valg – Der var kommunalvalg i efteråret, og det betyder at der her til foråret skal afholdes valg til skolebestyrelsen. Der kommer til at være nogen, der træder tilbage, så der er pladser, der skal fyldes ud. Det er selvfølgelig vigtigt, at vi får en ny bestyrelse, der er fyldt med engagement og vilje til godt samarbejde i den nye periode. Derfor skal vi have tydeliggjort, hvorfor det er meningsfyldt at sidde i den lokale skolebestyrelse, og hvilke muligheder det giver for at yde indflydelse på hvilken retning, skolen skal bevæge sig. Vi holdt en rigtig god event med morgenkaffe i fredags (11. marts), hvor vi snakkede med flere forældre, der tydeligvis brændte for skolen, og det var rigtig dejligt. Vi skal holde årsmøde samme aften, som vi også holder valgmøde, så det er endnu en god mulighed for at få udbredt budskabet. Hvis du går med overvejelser, om det er noget for dig, så tage endelig fat på en af os enten på Aula eller på mail (vores adresser er på skolens hjemmeside).

Børnesundhedsprofil - Der har været en større undersøgelse af børnenes sundhed på tre årgange (3., 6. og 9.). Undersøgelsen har stillet spørgsmål til blandt andet mental sundhed, sundhedsadfærd og rusmidler. Der var mange interessante resultater i den undersøgelse, og nogen af dem giver anledning til overvejelser, og andre kunne give anledning til overvejelser i de små hjem. Det er interessant læsning, og man kan finde rapporten på Københavns Kommunes hjemmeside. Søg på Google efter ‘Børnesundhedsprofil 2021’, så kan den findes med et par klik.

Der var også andre ting, der blev vendt på mødet. Forberedelserne til skemalægning og fagfordeling til næste skoleår er ved at gå i gang, og der kommer lidt udskiftning blandt skolepædagogerne. Og så er det endelig snart, at udvekslingen med vores tyske venskabsskole bliver sat i gang igen med besøg både den ene og den anden vej. Det er bare så dejligt!

Det var Kort Nyt for denne gang. HUSK at sætte kryds i kalenderen den 17/5, hvor der er årsmøde med efterfølgende valgmøde.

Kort nyt fra skolebestyrelsen, februar 2022

Så kunne vi endelig mødes fysisk – dejligt !

På vores februar-møde havde vi budget 2022 på agendaen. Vi var så heldige at få besøg fra Adm. Fælleskaber, hvor vores kontakt, Tine, gennemgik budgettet og principperne bag. Husum Skole, med KKFO, har et budget i balance. Dvs. der er overensstemmelse mellem de omkostninger, vi forventer og de forventede bevillinger. Bevillingerne er udregnet på baggrund af elevtal og et ”teoretisk antal klasser” dette giver. Vi har stadig mulighed for at sende elever på hyttetur/lejrtur, udskifte inventar og der er også sat penge af til at renovere legepladsen på Trommen.

Vores elevråd deltog også (som vanligt) på mødet, og et ønske fra dem er også en bedre legeplads til skolen. Her må vi desværre afvente det nye byggeri (der hvor det gule hus lå i gl. dage, og hvor der nu er en grusplads). Det giver ingen mening at bruge midler på at renovere en legeplads – der kommer til at ligge i byggerod. Men det er på agenda til kommende budgetter.

Budgettet blev enstemmigt godkendt.

Elevrådet er også glad for, at de nu igen kan mødes, og fremadrettet har de planlagt møder lige før vores skolebestyrelsesmøder.

I maj vil der være stormøde for alle forældre på Husum Skole. Ud over at vi vil have valg til skolebestyrelse på agendaen, vil der være en præsentation af det nye byggeri, og vi arbejder på, om der skal komme et indlæg fra en af vores arbejdsgrupper ”tal pænt kampagne”.

Vi talte desuden om valg til Brønshøj-Husum lokaludvalg. Vi er stemmeberettiget, og alle havde kigget præsentationsvideo af kandidater igennem, og vi afgav stemmer internt. Vi har 9 stemmer og fik prioriteret ud fra et skoleperspektiv.

Fredag den 11. marts inviterer vi til forældrekaffe i skolegården fra kl. 7.45 til 8.15. Kom forbi og tag en uformel snak med os forældrevalgt – og hør om, hvordan det er at sidde i skolebestyrelsen. Der er valg til foråret – så det er en oplagt chance for at komme forbi og høre om arbejdet: ”Hvad kræver det, hvad skal jeg kunne, og hvor er det, jeg har indflydelse?”.

Kort nyt fra skolebestyrelsen, januar 2022

Godt nytår til alle!

Skolebestyrelsesmødet i januar blev endnu engang afholdt online. Smittetallet eksploderer, og på Husum Skole bliver der kæmpet en sej kamp for at få dagligdagen til at fungere. Skolen gør, hvad den kan i forhold til at overholde retningslinjer og gennemføre så meget af en normal dagligdag som muligt.

Vi havde i dag fællesmøde med vores KKFO forældreråd for at sætte ordentlig gang i vores samarbejde. En af de vigtigste ting er at sikre, at vores børn ikke oplever, at der er en forskel, når de går ud ad den røde bygning og f.eks. ind ad den hvide bygning. At der er en sammenhæng i deres dag. Vi talte lidt omkring de forskellige roller og ansvar, der ligger i henholdsvis skolebestyrelse og forældreråd. Skolebestyrelsen fastlægger f.eks. principper for skolens virksomhed, godkender budget og fører tilsyn. Forældrerådet er et rådgivende organ. Siden KKFO blev etableret på Husum Skole har vi i skolebestyrelsen haft en repræsentant fra forældrerådet med som gæst på vores møder.

Vi talte desuden om, hvordan roller og ansvar (KKFO og Skolebestyrelse) vil se ud fremadrettet – da der jo er skolebestyrelsesvalg til foråret – og en ny skolebestyrelse træder i kraft pr. 1. august 2022. Vi afventer nye guidelines fra Københavns Kommunes styrelsesvedtægter. De forventes medio marts.

Annette Samsøe (skoleleder) og Thomas Steffin (leder KKFO) vil desuden udarbejde et forslag til princip for KKFO på Husum Skole, som både forældreråd og skolebestyrelse vil arbejde med i løbet af foråret.

Efter en time sagde vi tak for et godt fællesmøde med forældrerådet og forsatte med et almindeligt skolebestyrelsesmøde.

Vi fik godkendt et revideret princip omkring undervisning – se skolens hjemmeside

https://husumskole.aula.dk/principper

og besluttede, at vi gerne vil invitere til forældrekaffe fredag den 11. marts kl. 7.45 til 8.15. Kom og mød os i skolebestyrelsen til en snak om hvad det vil sige at sidde i skolebestyrelsen, hvad er det vi laver – og kunne det være noget for dig at stille op. Vi vil selvfølgelig også gerne have en uformel snak om der er noget, I tænker, at vi skal arbejde med. Noget, der mangler. Så sæt allerede nu kryds i kalenderen.

Vores elevråd har haft meget svære vilkår under Corona, da det at mødes på tværs af årgang ikke har været muligt. Men vores elevrådsrepræsentant har dog stadig mange input omkring ting, de gerne vil arbejde med: Rettighedsråds vs. Elevråd, Motionsdag og skolens fødselsdag, input til trivselsmålinger, minimakker (venskabsklasser) og cykelstativer (hvordan kan vi sikre, at også vores mindre elever kan bruge dem) bare for at nævne et par stykker.

 

Om cookies