Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Udskolingen på Husum Skole 2022/23

Faglighed og trivsel

Ved at få 6. klasserne med i udskolingsafdelingen skabes bedre relationer og kendskab til eleverne, så overgangen til flere fag og sigtet mod afgangsprøverne bliver bedre. Relationerne og kendskabet til eleverne er af vigtig betydning for det videre faglige og sociale arbejde i udskolingen.

Allerede i 5. klasse udvides fagrækken med tysk/fransk, og i 7. klasse kommer det store fagskifte, hvor natur og teknologi bliver erstattet af fysik/kemi, biologi og geografi, og samfundsfag kommer også på skemaet.

I 7. klasse får eleverne også valgfag som prøvefag, og på Husum Skole har vi prioriteret fagene håndværk og design, billedkunst, musik og madkundskab, som eleverne kan vælge imellem.

I udskolingen fortsætter vi arbejdet med at sikre høj faglighed, trivsel samt at alle elever bliver uddannelsesparate og livsduelige. Struktur er en tryg ramme, men vi arbejder også med at forøge elevernes arenaer og gøre dem mere selvstændige og ansvarlige gennem elevaktiverende undervisningsformer. Vi udfordrer alle unge, så de kan blive så dygtige, de kan, hvilket også indebærer, at vi arbejder med at udvikle de unges personlige, sociale og praksisfaglige kompetencer.

Fokus- og feedbacksamtaler

Der bliver afholdt fokus- og feedbacksamtaler i 6.-9. klasse. Det vil i praksis sige, at alle elever i 6.-9. klasse har op til seks årlige samtaler med en kontaktlærer. Samtalerne er strukturerede og tager udgangspunkt i et dialogværktøj, som er tilpasset det enkelte klassetrin. Feedbacksamtalelærerne arbejder kontinuerligt på at finde den bedste form.

Overordnet er målet, at flere elever skal klare sig bedre fagligt og socialt, blive uddannelsesparate og gennemføre en ungdomsuddannelse. Men vi vil samtidig forbedre vores udskolingsmiljø gennem en tættere relation mellem elev og lærere og dermed motivere både fagligt, personlig og socialt.

Udveksling med tysk gymnasium

På Husum Skole får eleverne på 7. årgang mulighed for at deltage i et udvekslingsforløb med en skole i Hamburg.

Vi samarbejder med Gymnasium Ohlstedt om dette projekt. Udvekslingsforløbet har til formål at:

  • give eleverne mulighed for større kulturelt udsyn/udvikle interkulturelle kompetencer
  • styrke deres sproglige kommunikationsevner (fremmedsprog)
  • især sproget engelsk
  • styrke deres selvstændighed og mod.

Hvis eleverne ønsker at deltage i forløbet, skriver de en motiveret ansøgning på engelsk. Der gives støtte til dette i engelskundervisningen.

Eleverne indkvarteres hos deres tyske udvekslingsmakker og dennes familie. Inden afgang har eleverne gennem længere tid udvekslet mails. Eleverne prøver at deltage i den normale undervisning på Gymnasium Ohlstedt, de deltager i diverse arrangementer, udflugter og får mulighed for at se Hamburgs centrum. Eleverne følger blandt andet værtseleven til fritidsaktiviteter. Senere kommer de tyske elever til Husum Skole, hvor de ligeledes indlogeres hos deres danske makker. I det danske program deltager hele årgangen i alle arrangementer i skoletiden.

Junior Talent og Yngre Talenter i samarbejde med Nørre Gymnasium

Yngre Talent og Junior Talent tilbyder et halvandenårigt diplomprogram over tre semestre for talentfulde elever i 6. klasse og 8. klasse, der ønsker yderligere faglige udfordringer. Her mødes særligt dygtige og engagerede elever til undervisning på højt fagligt niveau.

Programmet indeholder:

  • Faglige oplæg, workshops og projektarbejde i samfundsvidenskabelige, naturvidenskabelige og humanistiske fag samt fokus på personlig udvikling
  • Inspiration til fremtiden og afklaring på valg af ungdomsuddannelse
  • Et socialt fællesskab med andre talentfulde unge

Undervisningen foregår blandt andet på Nørre Gymnasium koblet med undervisning på et universitet eller i en virksomhed. I hvert semester er der fire undervisningsdage mellem kl. 8.00-15.00. Det faglige fokus er bredt, så der vil være udfordringer både inden for naturvidenskab, samfundsvidenskab og humaniora. De elever der tænkes at vil have udbytte af et sådant forløb, sender en motiveret ansøgning, som danner udgangspunkt for udvælgelsen. Det er Husum Skole der betaler for deltagelsen i programmet.

Lejrskole i 8. klasse

Alle elever på Husum Skole kommer på lejrskole i 8. klasse. Lejrskole er en obligatorisk del af undervisningen, hvor et af formålene er at give eleverne lejlighed til at gøre erfaringer, som ikke kan gøres i skolen. Herudover er det sociale aspekt af afgørende betydning, når man med sin klasse og lærere oplever hinanden i et udvidet samarbejde omkring opgaver, der sædvanligvis ligger i familien – fx omkring madlavning og oprydning.

Den innovative projektopgave

På Husum Skole præsenterer eleverne deres projektopgave som en pitch, en form for en kort salgstale, som er kendetegnet ved at indeholde svar, konklusioner og konsekvenser, efterfølgende stiller både elever og lærere spørgsmål. Eleverne opstiller deres pitchstande i aulaen, og efter den officielle fremlæggelse, projektopgaven er jo en prøve, inviteres forældrene over og kan gå rundt mellem de mange spændende stande og høre de unge menneskers fremlæggelser. I 9. klasse er det en eksamen, men vi holder altid prøve-projektopgave i 8. klasse.

Karakterer

Eleverne får karakterer to gange årligt fra 8. klasse – forår og efterår. Karakterbeskrivelsen er udgangspunkt for karaktergivning i alle fag. https://uvm.dk/uddannelsessystemet/7-trins-skalaen/karakterer-paa-7-tri…

Terminsprøver

På Husum Skole holder vi skriftlige terminsprøver i foråret i 8. klasse og i januar måned i 9. klasse. Det gør vi for at eleverne opnår erfaring med prøvesituationen og kender til procedurerne, så det ikke er formen, der fylder, når de skal til de skriftlige prøver i 9. klasse.

UU-vejledning

I 8. og 9. klasse skærpes fokus på, hvad der skal ske efter folkeskolen. Her møder eleverne Ungdommens Uddannelsesvejledere på skolen, hvor UU-vejleder, Jeppe Johansen er fast tilknyttet Husum Skole. UU-vejleder informerer eleverne om, hvilke muligheder de har indenfor uddannelsessystemet. Alle elever vil gennem kollektiv vejledning få en generel introduktion til uddannelsessystemet i klassen, og nogle elever vil modtage individuel vejledning.

For at eleverne kan blive afklaret i forhold til deres uddannelsesvalg og for at forbedre overgangen fra folkeskole til ungdomsuddannelserne, afholdes der introduktionskursus på selve uddannelsesinstitutionen i 8. klasse og individuelle brobygningsforløb i 9. klasse.

I 8. og 9. klasse vil der samtidig være mulighed for at komme i erhvervspraktik. Derudover er der en årlig uddannelsesmesse for unge og forældre. Vi har udpeget en uddannelsesambassadør blandt udskolingslærerne, som støtter og sparrer med UU-vejlederen.

Uddannelsesparathedsvurdering

Alle elever i 8. og 9. klasse bliver fortsat uddannelsesparathedsvurderet af skolen, indtil de nye retningslinjer fra UVM ligger klar. Her danner de unges faglige, personlige, sociale og praksisfaglige kompetencer baggrund for vurderingen. I både 8. og 9. klasse vurderes eleverne inden 1.12. I 8. klasse vurderes eleverne ydermere inden 1. maj. Hvis eleverne ikke erklæres uddannelsesparate, sammensættes en indsats/handleplan i samarbejdet mellem elev, forældre, lærere og UU-vejleder. På hjemmesiden www.uu.kk.dk findes der yderligere information om den kommunale uddannelsesvejledning for unge.

Studievalgsportfolio

I 9. klasse skal eleverne udfylde et portfolioskema med elevens refleksioner over de vejledningsaktiviteter, eleven har deltaget i - blandt andet introduktionskurser og brobygning. Skemaet skal lægges ved uddannelsesplanen ved ansøgning til ungdomsuddannelse. Formålet med arbejdet med studievalgsportfolio er blandt andet at skabe kontinuitet og sammenhæng i den vejledning, der finder sted i udskolingen og i starten af ungdomsuddannelsen. I forbindelse med tilmelding til ungdomsuddannelse skal alle elever udfylde en uddannelsesplan, hvoraf det fremgår, hvilke(n) ungdomsuddannelse, de ønsker at starte på. https://www.uvm.dk/vejledning-og-stoettemuligheder/vejledning/ungdomsud…